Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

GT-natkirke med Sebastian Klein

SEP
22

GT-natkirke med Sebastian Klein


Dato Torsdag d. 22. september 2022, kl. 20:00
GT-natkirke med Sebastian Klein

Aftenens gæst er tv-vært, naturformidler og medlem af Det Dyreetiske Råd Sebastian Klein til en samtale om dyr og mennesker med udgangspunkt i den 5. skabelsesdag, hvor det fortælles, at Gud skaber alle de forskellige dyr.

Samtalen skal handle om, hvilken etik og ansvar vi som mennesker har overfor dyrene, og hvilken betydning mangfoldigheden i dyreverden har for os. Har vi mennesker den rette etik overfor dyr, eller bør vi ændre os. 

GT-natkirken handler i denne sæson om de syv skabelsesdage. Skabelsesberetningen skal her forstås som en myte, der beskriver almen menneskelige vilkår, og skal altså ikke forstås som en videnskabelige beretning om verdens tilblivelse. Vibeke Bidstrup, sognepræst og vært i GT-natkirken, tror selv på evolutionen og Big Bang.

I GT-natkirke tager vi fat i kristent tankegods og forsøger at forstå det i en nutidig kontekst. Dette gør vi ved at invitere en særlig samtalepartner til en dialog om aftenens etiske spørgsmål. Undervejs vil kirken være stemningsfuldt belyst, og i pausen bliver der serveret Gin & Tonic. 

Læs mere om tidligere GT-natkirker, hør podcast og se videoer her.

Foto af Sebastian Klein: Ludvig Gustav