Søndag d. 8. september 2019, kl. 10:00

Vi fejrer høsten og Grundtvigs fødselsdag med en festlig gudstjeneste med efterfølgende film om Grundtvigs Kirke, frokost og kaffe. 

Grundtvigs Kirkes Kor synger kantatemusik af Johan Sebastian Bach, og det lille barokensemble medvirker ved gudstjenesten. Prædikant er Vivi Andersen.

Efter gudstjenesten vil professor Thomas Bo Jensen, der er meget betaget af vores kirke og som blandt andet har skrevet et digert værk om kirkens arkitekt P. V. J. Klint, som optakt til filmen Two Basilicas vise rundt i kirken. Efterfølgende vil vi i krypten se filmen, spise frokost og over kaffen tale om filmen.

Filmen er en ’cinemagrafisk’ kortfilm om Grundtvigs Kirke (1913-1940) og Santa Maria Assunta i Orvieto, Italien (1290-1591). De to katedraler er sammenlignelige på flere niveauer. Begge er bygget som basikale langkirker, har begge en tredelt frontfacade svarende til deres tredelte indre, og de indskriver sig begge i et bysamfund, der slutter sig tæt til kirkerne. Men de repræsenterer samtidig to vidt forskellige værdisæt, den sydeuropæiske katolicisme og den nordiske protestantisme. Hvor Grundtvigs Kirke er streng og minimalistisk, bygget af millioner af ens lysegule mursten, er Santa Maria Assunta farverig, forgyldt og rigt ornamenteret.

Den cinemagrafiske teknik er kendetegnet ved levende stillbilleder, optaget på dokumentarisk facon med naturligt dagslys og reallyd fra omgivelserne. Filmen er blevet til i samarbejde mellem professor Thomas Bo Jensen og den tyske filminstruktør Heinz Emigholz, der har en stor produktion bag sig af arkitekturfilm, skabt med afsæt i den cinemagrafiske metode.

Two Basilicas er en lille film om to store ’vidundere’ i europæisk kirkebyggeri skabt med 500 års mellemrum. De har begge en enorm tiltrækningskraft på mennesker fra hele verden, der dagligt forbløffes over deres unikke karakter og næsten uvirkelige omfang og skønhed. Filmen havde premiere på Berlinalen (Berlin filmfestivalen) i februar 2018 og har siden været vist på en lang række filmfestivaler i Europa, Sydkorea og Hong Kong.

Alle er velkomne. Deltagelse er gratis. Vel mødt.

Medvirkende
Vivi Andersen