×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Onsdag d. 8. april 2020, Kl. 19:30 til kl. 21:00

Koncerten med Odense Barokensemble er aflyst og opføres ikke på et senere tidspunkt.

----

Odense Barokensemble opfører François Couperins (1668-1733) Leçons de ténèbres, sjældent opført fransk barokmusik til fastetiden.

Leçons de ténèbres, ”Læsninger i mørket”, kan sammenlignes med De Ni Læsninger, der ofte bliver opført i den danske folkekirke, enten inden påske eller jul.

Denne franske barokmusikgenre sætter toner til den latinske tekst fra Jeremias' klagesange, der i den katolske kirke fremførtes som ni læsninger til morgentjenesterne de tre sorgfulde dage op til påske. Senere flyttede man læsningerne til ténèbre-tjenesten til onsdag, skærtorsdag og langfredag aften. 

Oprindelig blev teksterne skrevet over belejringen af Jerusalem i 587 f. Kr. Det var en tradition langsomt at slukke 15 lys i løbet af tjenesten som symbol på Kristi lidelse og død. Kun ét lys blev tilbage, som symboliserede Jesu opstandelse. 

Couperin, ansat ved Louis XIVs hof, skrev ni Leçons de ténèbres i 1714. Kun tre er i dag bevaret. Musikken afspejler inderlig smerte med stor intensitet og stærke harmoniske spændinger. 

Han benytter gregoriansk forlæg under indledningsordene, der fungerer som mere fri, blomstrende og rigt melismatisk ornamenterede passager over for den mere stramme hovedtekst. Dette intime vokalværk, blot akkompagneret af barokcello og lille orgel, bliver anset som én af de ubestridte højdepunkter i barok vokalmusik.

Medvirkende: Anna Marie Antonius Wierød og Anna Caroline Olesen, sopraner, Maria Rosenkilde Qvist, barokcello, Babett Hartmann, cembalo og musikalsk ledelse. 

Gratis adgang.